At lære børn at læse er en af de vigtigste opgaver for skolen, og det er vigtigt med tidlige, effektive metoder til at hjælpe børn, der har svært ved at lære at læse. I Sverige er der udviklet og fundet god effekt af en multisensorisk læseindsats, som kombinerer tre hovedkomponenter understøttet af tidligere forskning: fokus på fonologisk bevidsthed, multi-sensorisk træning og intensivundervisning en-til-en eller i små grupper.
I et samarbejde mellem Hvidovre kommune og forskere fra VIVE arbejdes der på at udvikle en dansk version af metoden, der kan bruges af elever i 0. og 1. klasse. I denne workshop vil deltagerne diskutere perspektiver i at udvikle og afprøve danske versioner af udenlandske metoder og integrere metoderne i praksis – hvad er fordele ved at tage udgangspunkt i en allerede velbeskrevet metode og hvad er udfordringerne.
Oplægsholder: Seniorforsker Jens Dietrichson, VIVE.